Jernmænd og stålsatte kvinder
Her er metalliske aftryk af virketrang, brændende ildsjæle og sporbar historie. I anledningen af at denne side offentliggøres på kvindernes internationale kampdag, så starter vi med at præsentere de kvindelige spor.

De stålsatte kvinder
Både kendisser og ikke-kendisser melder sig i koret af stålsatte kvinder. Mest kendt er - eller burde være - Ingrid Vang Nyman, der var Pippi Langstrømpes illustrator. Ingrid boede Stokholm, da et svensk forlag skulle bruge tegninger til en børnebog skrevet af Astrid Lindgren, og Ingrid der var vokset op i Vejen, fik opgaven. Hun brugte i høj grad sin egen barndom til at visualisere Pippi. Du finder en buste af Ingrid Vang Nyman ved Vejen Station - og mere om det kunstneriske virke på Vejen Kunstmuseum. Det er også her du finder Niels Hansen Jakobsens udødelige tema med Døden og Moderen.
Se det var de kendte. Den mere ukendte og repræsentant for det slidsomme arbejde at skaffe sig udkommet ved at holde kvæg på de jyske hedesletter finder du i Holsted, hvor Rebekka med Kvien står på torvet lige ved Holsted Å. Også med vandudsigt finder du statuen af Jelspigen ved Jels Søbad. Her skuer hun ud over badegæster, vinterbadere og vandrere.
Se mere om deres historier og hvor du kan finde dem her under:

Ingrid Vang Nyman buste, Vejen

Døden og Moderen

Jels Pigen

Rebekka med kvien, Holsted
Jernmænd i fortid og nutid
Jernmænd i betydningen af sportsudøvere kan du i løbet af sommeren opleve ved Jels, hvor der holdes triatlon-stævner. Samme fart over feltet finder du på speedwaybanen ved Holsted, hvor der i 2022 er flere internationale mesterskabsstævner. Metalliske køretøjer i lavere fartdimension kan du opleve ved Veterantræffet på Welling Landsbymuseum og i den moderne udgave ved Motorshowet i Vejen.
I Jels tager de gæve vikinger hvert år de tunge svær i hånd og slår vikingernes historie fast i vores nutidige historieopfattelse.
Piller vi sporten og kunsten af, så har området et par kreative jernmænd, som tryller moderne brugskunst og kunsthåndværk ud af tungt metal. Besøg gerne deres værksteder og gallerier. Der er garanteret mulighed for en god snak!
Og går vi tilbage i tiden, så satte stærke mænd - med magt og religion som motiv - en skibssætning ved Klebæk nord for Bække - midt inde i landet. Præcis ved Hærvejen, som gik på Jyllands højderyg. Tidens tand - og nogle, der havde mere brug for stenene - havde næsten udslettet skibssætningen, men jernplader har fået lov til at overtage rollen som skibskant, så kan stadig kan fornemme skibssætningens form og rum.
Mægtige mænd fra området er sat til skue flere steder. Foran Vejen Banegård finder du en af områdets store iværksættere, Johannes Lauridsen. I Baldersbæk finder du - i fuld figur - den store bygherre Holger Petersen, der var hjernen bag Baldersbæk som Københavner Plantage. Og ved Kunstmuseet i Vejen finder du både den berømte trold og tæt på også Militarismen som skulptur.
Til temaet jernmænd i fortid og nutid hører også mændene på stenene i Skibelund Krat. De har fået en sten til minde i Skibelund Krat, fordi de på hver deres vis gjorde en indsats for få Sønderjylland dansk i 1920. Det gjorde de så ikke med jern i hånd, men med ånd i mund. De var part i en krig på symboler: farver på vejskilte, sprog, sange og nationalt tilhørsforhold. Og holdt ud i 56 år - ret beset egentlig uden at vide om det nogen sinde ville lykkes. Det har krævet en vis tålmodighed, vedholdenhed og jernvilje.

Dansk Natur Design, Foldingbro

Kunstsmedie, JH Ståldesign, Brændstrup

Klebæk Høje, Bække Monumentet

Johannes Lauridsen, buste foran Vejen Station

Baldersbæk Plantage og Villa Baldersbæk

Militarismen

En Trold, der vejrer Kristenkød

